Vi arbejder ud fra dit barns alsidige og personlige udvikling. Vi har fokus på dit barns progression, og derfor vægter vi feedback højt – både i forhold til det skriftlige og mundtlige. 

Vi bevæger os fra at arbejde meget emneorienteret på 7. årgang, til at have en mere projektorienteret tilgang på 8. og 9. årgang. 

Dit barn vil også opleve en større grad af selvstændighed på 9. årgang i forbindelse med den fælles klassetur til en europæisk storby, som oftest går til Berlin. 

Dit barn har mulighed for at vælge fag 

I udskolingen tilbyder vi en række valgfag, som dit barn kan vælge sig ind på. Dit barn har ligeledes mulighed for at vælge fag, som er udbudt af samarbejdspartnere. 

Derudover møder dit barn følgende nye fag på skoleskemaet: 

  • Fysik/kemi (fra 7. klasse) 
  • Biologi (fra 7. klasse) 
  • Geografi (fra 7. klasse) 
  • Samfundsfag (fra 8. klasse).

Parat til en ungdomsuddannelse 

I udskolingen lægger vi et stort stykke arbejde i at gøre dit barn klar til en ungdomsuddannelse. Det gør vi i tæt samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning. Her ønsker vi også at inddrage dig som forælder mest muligt, idet din deltagelse har stor indflydelse på dit barns uddannelsesparathed. 

Din rolle som forælder til et barn i udskolingen 

I 7.-9. klasse består din rolle som forælder blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor dit barn måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år.